Søg i denne blog

lørdag den 24. november 2012

Julepynt og Juleoptog

Weekenden før 1. søndag i advent står i vores familie på
julepynt og juleoptog på Amagerbrogade



I denne weekend begynder julen for os. Vi finder julekasserne frem og begynder at sætte pynten op.










Nogle ting har faste pladser, andre kommer til at stå tilfældigt og så er der det der må blive i kassen.

Noget der er helt sikkert er at der skal laves nisselandskab, pakkekalenderen skal op på sin plads og pap nisserne skal på lågerne i køkkenet.

Vi har meget julepynt og jeg er engang blevet "truet" med Nissernes befrielsesfront...

Lørdag eftermiddag, når mørket falder på er det tid til juleoptog. Lysene på Amagerbrogade bliver tændt kl. 16 og i den forbindelse er der optog ned ad gaden. Tidligere så vi optoget, men de sidste par år har Alexandra og jeg deltaget med spejderne. 




Jeg har lavet juletræet
















Som I kan se er juletiden så småt startet hos os.

fredag den 9. november 2012

Pakkekalender

Snart december og tid til pakkekalender


En pakkekalender er som en buket blomster der holder 24. dage

At pakke en lille ting op hver dag i december, skal ikke kun være forbeholdt børnene. 
Derfor har jeg i flere år lavet pakkekalendre til venner og veninder. Dette års kalender er her. 


Da jeg i virkeligheden er en nisse,  tænker jeg pakkekalender, året rundt.
At lave en kalender til en overkommelig pris, er et spørgsmål om en smule planlægning. 

Her er nogle tips:
Hvis der bliver givet prøver på cremer eller andet, er det lig med en gratis gave.
En bog/film i et ugeblad kan også være en gave og her kan man selv se filmen eller læse bogen først.
Vær lidt kreativ, lav et julehjerte, et kræmmerhus eller måske en gang småkager.
Gå en tur gennem Søstrene Grene, her er ting ned til 98 øre.
Det er kun 24 små pakker og mangler du ideer kan der fyldes op med slik.

Det behøver ikke være noget stort. Selv en chokofant kan give en travl december dag en hyggelig lille pause. Det er derfor jeg laver pakkekalender. En "bare fordi du er dig buket", bare fordi  du fortjener det.


lørdag den 3. november 2012

VW UP kage

Der er plads til kage i en Folkevogn

eller var det noget andet der var plads til?




Denne VW UP er fyldt af chokoladekage og  chokoladesmørcreme.

I får lige opskriften på chokoladekagen, der ligger godt i maven :-)

  • 400 g smør
  • 600 g. sukker
  • 4 tsk. vanillesukker
  • 6 æg 
  • 400 g hvedemel
  • 250 g kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. natron
  • 100 g. chokolade
  • 6 dl kærnemælk
Smør og chokolade smeltes sammen, rør det sammen med sukker og æg.
mel, kakao, bagepulver, natron og vanillesukker blandes og tilsættes skiftevis med mælken, der røres på lav hastighed eller det vendes i med en stor ske.

Bages ved 180° i ca. 1 time afhængigt af formens størrelse og dybde, så tjek ved at prikke i kagen med en nål.

Kagen er smurt op med denne smørcreme
  • 4½ dl flormelis
  • 1 1/4 dl kakao
  • 90 g smør (stuetemperatur)
  • 2/3 dl lun mælk
  • 1½ tsk vanillesukker
Alle ingredienser røres sammen til en ensartet masse og så er den køreklar.